Danske Michaela (36) deler sin historie.

Gæste indlæg. Du bestemmer ikke selv din barndom, dine forældre og dine gener. Jeg blev voksen og måtte tag ansvar meget tidlig, er vokset om med en far som er alkoholiker og meget voldig, det gjorde at jeg som barn havde meget ansvar for mig selv, min lille søster og min store bror. Min mor arbejdede utrolig meget for og betale regning og for og flygte lidt fra virkeligheden med min far! Vi kunne ikke altid møde op på skolen, for hvis min far havde valgt og slå os i ansigtet, så måtte vi vente til dette ikke var synligt.

Når man vokser op på denne måde, gør det noget med kroppen og ikke mindst hovedet. Jeg var flink på skolen, flink på fodbold og flink på og skjule alt det onde jeg gik igennem.

Forældre som aldrig var på forældremøde, på fodboldkamp eller noget andet socialt.- det forsvarede jeg med alt muligt, for ingen skulle se hvordan det virkelig var i vores familie. Min bror kom ind i er forfærdelig miljø med stoffer og tyveri, som jeg så inderligt ønskede og få ham ud af- men min lille krop klarede ikke det!! Og hjælp fra min far kunne jeg bare glemme, og min mor havde ikke tid, mulighed og psyke til noget.

Mange år går, over 25 faktisk, før jeg tør og sige min far i mod. Jeg er på det tidspunkt flyttet (flygtet) til Norge, for hverdagen med en far som pludselig dukker op i lejligheden med 5,3 i alkohol promille, er ikke så hyggeligt med en ny født baby. Jeg fik angst for hvad som ville ske (en vakker dag) når han kørte rundt beruset, enten med ham eller nogle andre på vejen. Jeg jobbede alt jeg kunne 130-160% for og flygte fra tanker, angst, nervøsitet og skyldfølelse. For det får man nemlig når man vokser op på den måde. Om men pludselig tre fantastisk børn i en alder af 28 år. Klikker det helt for mig.

Jeg mister pludselig synet på vej hjem fra job en dag 18. december 2009! Jeg har nok fået flere advarsler fra kroppen, som jeg ikke har ville se. Jeg ryster, tisser på mig, græder og alt sortner… livet går pludselig helt i stykker. Jeg får en stor depression, og ingen forstår noget.

Michaela, som altid fikser alt, smiler, ler og kan gøre 345 ting på en og samme gang er gået ned med flaget.

Jeg er i chok over mig selv, jeg vil ingen se og inden møde- kun være hjemme med mine børn. Jeg vil ikke møde venner, ikke handle, ikke hente børn- jeg vil (kan) ingen ting. Psykolog, læge og sengen bliver måneder- faktisk år af min hverdag. Jeg har mistet troen på ALT. Livet, mig selv, kærlighed, sandhed og troen.

Men jeg får en dygtig tysk psykolog som klare og sparke gang i livet igen. Det tar 2 år. Jeg finder mig job, jeg mestre noget igen. Men vejen er meget lang. Ubeskrivelig lang!

Efter 35 år med mange nedtur og tåre, finder jeg i tillæg TJL. Og jeg bestemmer mig for og tag en udfordring, en udfordring som vil gavne mig selv. Jeg vil stråle igen, jeg vil leve igen og jeg vil føle en mestrings følelse når jeg scenen, er jeg meget glad- men først og fremmest skal jeg opnå og finde Michaela igen. Og hende har jeg fundet de sidste fem måneder.

TUSIND TAK.
Ses på scenen i Sandefjord.

Michaela, Kull 6.

Skriv en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *